Velkommen

 

Artikler

 

Materialer              

 

To gange Andersen

- og lidt der imellem.

 

af Michael Dal

 

 

 

 

 

 

Foran mig ligger to digre digtsamlinger – begge skrevet af Andersen. Den ene hedder Hans Christian til fornavn den anden Benny. Afstanden i tid imellem dem er over 125 år. Den ene blev verdenskendt for sine eventyr, den anden danmarkskendt for sine digte. Begge digtsamlinger er på over 900 sider og præsenterer forfatternes samlede digte. Digtene af H.C. Andersen (1805 – 1875) er lige blevet samlet af Johan de Mylius, nok en af de danskere der i dag ved mest om den danske nationaldigter, og er netop udkommet her i november 2000. Den gamle H.C. Andersen var en hjemmeføding, der blev verdensberømt, mens Benny Andersen (født i 1929) er blevet verdensborger i smilets land. For ingen som han kan få smilet til at vokse umærkeligt frem på læben, mens han rokker ved troen på danskernes egen fuldkommenhed.

 

Tematisk har de to Andersen egentlig meget lidt til fælles. H.C. Andersen levede i romantikken, hvor det herskende synspunkt var, at forsynet eller skæbnen styrer alt mod det bedste. Benny Andersen lever og skriver sig derimod ind i det 20. århundredes modernistiske tradition. Trods den store afstand i tid og livssyn, så er der dog noget typisk dansk ved dem begge. Selvfølgelig er der sproget, men også noget der rækker ud over det.

Mens H.C. Andersen levede, blev han især værdsat for sine digte og romaner. For H.C. Andersen selv var meget optaget af det han selv kaldte for rime-djævelen – altså digtningen. Det kan derfor siges, at være lidt af en kulturpolitisk skandale, at det først er her 125 år efter hans død, at man får et samlet overblik over hans digte. Indtil nu har de fleste af hans digte kun været udgivet i forbindelse med forskellige andre værker, da Andersen selv i sine samlede skrifter fra 1854 udelod en del digte. Langt om længe kan vi nu komme til at læse alle nationaldigterens digte i den rækkefølge de oprindelig fremkom i og tage stilling til dem. For H.C. Andersen skrev digte helt fra han var skoleelev i Slagelse til få måneder før sind død i 1875.

 

Ved læsning af digtene står det klart, at H.C. Andersen langt fra var et ufejlbarligt geni, der altid ramte plet, hver gang han skrev et digt. I ganske mange tilfælde er der tale om lejlighedsdigtning, hvor H.C. Andersen har leveret festsange og kantater til hoffet. Ind imellem finder man nogle febrile rejsedigte, skrevet på digterens dannelsesrejser i det sydlige Europa. Den interessanteste del af digtningen ligger i begyndelsen af forfatterskabet dvs. omkring 1830, hvor H.C. Andersen for alvor træder i karakter som digter.

 

Fra 1829 – 33 kommer der fire digtsamlinger fra den dengang 25-årige Andersen. Der er en uimodståelig fart og kraft i disse lyriske udladninger. Forfatteren prøver i det uendelige at finde mulighederne i det digteriske formsprog. I et digt fra 1832 lyder det

„Løs formens bånd, den ægte poesi

i prosa selv som poesi vil stråle."

 

Teksterne er fulde af udlængsel og udtrykker på én og samme gang det sublime og dilettantiske, samtidig med at Andersen – som en romantisk digter jo må og skal – nærmer sig den store, ulykkelige kærlighed. Ved læsningen af hans digte kan man nøje følge, hvordan han får vendt og drejet denne følelse, der viser sig at være så vital for hans kunst. Senere hen på året 1832 står det klart, at Andersen på stedet og papiret forelsker sig i forelskelsen.

 

„Mit kald, som digter – hjertets melodi – var poesi."

En uadskillelig del af H.C. Andersens digteriske produktion var det, han kaldte „vrøvlekompotten". Ved siden af tungsindet og angsten, så vrimler forfatterskabet med spøgefuldheder, der afspejler en trang til at lege, til at klippe og klistre i den blå luft og bygge fantastiske luftkasteller. Det er litterære bagateller, hvor improvisatoren i al hast og ganske uprætentiøst fremstiller nuet. Legende let.

Tungsindet og alvoren findes ellers i stor stil i H.C. Andersens romaner. Som kunstner tog han sig nemlig selv temmelig alvorlig helt fra han i 1819 som 14-årig rejste til København for at søge lykken som sanger, skuespiller eller danser. H.C. Andersen voksede ellers op i et yderst fattigt miljø i Odense. Hans far var skomager og døde allerede i 1817. Moderen giftede sig igen, men blev atter enke i 1822. Ifølge H.C. Andersens egen biografi – Mit livs eventyr – er barndommens sociale nød et mørkt punkt i hans tilværelse og noget der gør et uudsletteligt indtryk på ham. At han så som 14-årig alene drager af sted til hovedstaden var selv efter datidens begreber noget ganske uhyrligt. Vejen var lang og farerne mange, men alligevel opnåede han at få sin mors godkendelse af projektet, da hun af en spåkone havde fået at vide, at Odense en gang skal illumineres for hendes søns skyld. Spådommen gik da også i opfyldelse i 1867!

 

Personerne i H.C. Andersens romaner gestalter forskellige sider af hans eget liv. Det gælder både i debutromanen Improvisatoren fra 1835 og i Lykke-Per fra 1870. I begge tilfælde kommer hovedpersonen fra fattige kår og ender i et lykkeligt liv efter modgang og skuffelser.

 

Den samme udvikling kan vi aflæse allegorisk i eventyret om den grimme ælling. Efter at være opvokset (og blevet gjort til grin og mobbet) i den lille andegård og prøvet alskens trængsler blandt dyr og mennesker, finder ællingen sin rette ophøjede plads blandt fuglenes konger – svanerne.

 

„Det gjør ikke noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg!", hedder det triumferende i slutningen af eventyret. Et biologisk-genetisk synspunkt, som udtrykker en tro på, at forsynet og skæbnen leder frem til det bedste. Livet er ikke harmonisk, men et eventyr på godt og ondt, hvor skæbnen sørger for, at den udvalgte får lykken til sidst.

 

H. C. Andersens kredsen om sin egen herkomst og genialitet og hele hans eget mærkværdige livsforløb har fået nogle litteraturforskere til at stille spørgsmål ved hans herkomst. Var han det, han gav sig ud for? Eller var vaskekonen og skomageren blot hans plejeforældre, mens han selv havde en del mere blåt blod i årene? Nogle går endda så vidt at foreslå, at han egentlig var af kongelig herkomst, hvilket så også kan være med til at forklare, at han allerede ved ankomsten til København så ud til at have økonomiske velyndere.

 

Hvad der er rigtigt og forkert i den sammenhæng vil jeg lade være usagt, men det særlige ved H. C. Andersen er, at man i mange af hans værker kan mærke hans sociale baggrund. Selvom de i reglen ender godt, finder vi ind imellem en kritik af mennesker og miljøer. Det tydeliggøres ikke mindst i de senere eventyr, hvor den sociale kritik bliver mere markant og pessimismen så at sige slår stærkere igennem.

 

Således kan man finde en indre modsætning i forfatterskabet mellem skæbnetro og social kritik eller udtrykt på en mere sublim måde: en konflikt mellem det indre biologiske og det ydre sociale.

 

Den danske nobelpristager i litteratur fra 1917 Henrik Pontoppidan (1857 – 1943) skriver sig som en af de første op mod H. C. Andersens tanke. Som naturalist skriver han om provisoristidens (dvs. 1880’ernes) usle sociale kår og de økonomiske misforhold. Det sker ikke mindst i Landsbybilleder (1883) og Fra hytterne (1887), hvor de fattige miljøer skildres omhyggeligt i deres elendighed. Den sociale indignation er tydelig, og man kan i disse tidlige værker og de senere store romaner, hvoraf en også bærer titlen Lykke-Per (1898-1904), aflæse Pontoppidans opgør med den romantiske idé om, at forsynet og skæbnen styrer alt til det bedste. Litteraturen har ifølge Pontoppidan snarere til opgave at beskrive samfundet, som det ser ud nu og her.

 

I allegorien Ørneflugt (1894) finder vi et direkte modspil til H.C. Andersens eventyr om den grimme ælling. I Ørneflugt er det ikke en ælling, der vokser op i andegården, men derimod en gulnæbbet og vingestækket ørn, Klavs, der fra sit stade på et gammelt plankeværk tilhørende en præstegård følger med i og vokser op med andegårdens trængsler inde på livet. Det hænder så, at den gamle præst bliver syg og dør og i den efterfølgende forvirring glemmer alle den halvtamme ørn på plankeværket. Pludselig bliver den af en kastevind løftet op mod himmelen, hvor den på mirakuløs vis finder sin frihed. Klavs svæver nu ind over et bjergområde, hvor han møder en vild hunørn. En vild jagt efter de kvindelige dyder begynder, men inden længe må Klavs indse sine egne begrænsninger. Hans ophold blandt menneskene har stækket den naturlige kraft og i erkendelse heraf bestemmer han sig til at vende tilbage til sit plankeværk, hvor han dog i det mindste kan håbe på en godbid fra køkkenpigen Dorthe. Den næste morgen kommer Klavs svævende tilbage og daler langsomt ned mod det gamle barndomshjem, men inden ørnen når ned på sit stade, skyder gårdskarlen den , „og som en Sten sank den døde Klavs lige ned i Møddingpølen." Den lakoniske morale er:

 

„For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et Ørneæg, naar man er vokset op i Andegaarden."

 

Det er med andre ord ikke nok at have de indre kvaliteter. Det sociale præger i højere grad mennesket.

 

Således opridses allerede ved århundredeskiftet det kommende århundredes problematik: konflikten mellem det menneskelige indre og det sociale ydre. Konflikten udtrykkes bl.a. senere i århundredet ved de mange –ismers opståen (dadaisme, futurisme, realisme osv.). Set i bakspejlet kan man måske lidt bagklogt mene, at alle disse retninger markerer sig ved enten at afsøge det menneskelige indre (psykologi) eller det sociale ydre (sociologi). Og diskussionen af kunsten og digtningen drejede sig i høj grad om, hvorvidt den gestaltede det ene eller andet.

 

De bedre materielle vilkår i løbet af 1960’erne, den større internationalisering og en lang række andre faktorer betød en voksende politisk bevidsthed, der gav stødet til studenteroprøret. Det blev ’in’ at være politisk og nymarxismen og socialismen blomstrede op som ideologiske markører rundt om i de intellektuelle miljøer helt fra slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne. Det ydre sociale var blevet trendy og enhver litterat med respekt for sig selv måtte have et politisk-ideologisk standpunkt – og – lidt ironisk sagt – helst have læst Das Kapital på originalsproget. Der gik dog ikke lang tid før man alligevel opdagede, hvor begrænsende denne indfaldsvinkel til kunsten og digtningen trods alt er. Det indre eller psykologiske perspektiv manglede, og der gik ikke lang tid før Freuds psykoanalyse blev ligeså trendy og indviklede sammenlæsninger af Freud og Marx så dagens lys, og man kunne f.eks. pludselig finde skrifter med den bastante titel: Marx, Freud and the Critique of Everyday Life. Toward a Permanent Cultural Revolution, (Bruce Brown, London 1973.)

 

Perioden mellem 1960 og frem til i dag har været præget af mange sociale, tekniske, økonomiske og mange andre former for omvæltninger. Skuer man et kort øjeblik tilbage på sin egen barndom og prøver at forstå den udvikling, der er sket fra dengang til i dag, ja så bliver man nærmest overvældet og mangler engang imellem ord til at forklare sig.

 

En af de forfattere, der har gennem- og overlevet de kolossale forandringer og forsøgt at sætte ord på tiden er Benny Andersen. Han står i dag som en af de mest læste nutidige danske forfattere. Og han er ikke blot den mest læste lyriker, hvis Samlede digte (1998) er solgt i over 80.000 eksemplarer. Han er også danskernes ironiske og kærlige portrættør, der med skæve synsvinkler og snoede ordspil lærer os selv at kende, spidder vores begrænsninger og selvbedrag og får os til at opdage livsmuligheder i sproget og verden.

Han begyndte som såkaldt 60’er modernist, hvor hans digte kan karakteriseres som ironiske, humoristiske og forholdsvis let tilgængelige. Hans første bog udkom i 1960, digtsamlingen Den musikalske ål, men han får først sit egentlige gennembrud som forfatter to år senere med digtsamlingen Kamera med køkkenadgang. Allerede i det første digt finder vi et eksempel på en sproglig „vrøvlekompot" i digtet Velgørenhedskoncert:

 

„Sort arbejdsløs krage

hopper rundt med hænderne i lommen

på bunden af grusgraven.

Ældre tipvogn

klimprer hen ad to rustne strenge

efter gehør.

Kragen letter med en hånlatter.

Men tipvognen nejer scenevant

på afgrundens rand."

 

Et af kendetegnende ved Benny Andersens digte er, at de bygger på ordspil, klicheer og kendte vendinger. Men hvor mange andre moderne lyrikere søger et personligt lyrisk særsprog, finder han sit ved at omdigte hverdagssproget. Med musikalsk-humoristisk øre for forvandlingsmuligheder og overraskende pointer drejer han faste vendinger og ordenes vanetænkning af led, vækker døde metaforer til live, tager billeder bogstaveligt og kortslutter ord og betydninger, så nye opstår. Derved er han med til at gennemhulle den overfladiske forståelse af mennesket og dets omgivelser, som det moderne velfærdssamfund er skyld i.

 

Benny Andersen gør selv en pointe ud af at fortælle, at han har H.C. Andersen med i bagagen – „forgængere angriber altid bagfra", som han siger i et digt. I pagt med en lang tradition – men i en original og moderne formulering – forsvarer han individet mod dets selvbedrag og indre normtyranni. Det er vigtigere at blive til end at blive til noget. Og vigtigst at bevare barnet i den voksne. At Benny Andersen selv har gjort dét, fremgår tillige af de mange mere personlige eller direkte erindringsprægede bøger, der efterhånden har vundet frem i forfatterskabet - som Barnet der blev ældre og ældre (1973), den til dels selvbiografiske roman På broen (1981) og digte som Nomader med noder (1976).

Benny Andersen voksede op i et arbejderhjem i københavnerforstaden Virum og fra ganske ung tog han mange forskellige jobs. I et interview fortæller han, at han i sin ungdom var kontorpiccolo, bud i en osteforretning – flere år efter kunne han ikke døje ost – og elev på et reklamebureau, mens han gik på studenterkursus om aftenen. Efter eksamen sprang han fra jobbet og begyndte som pianist rundt om i restaurationer og på hoteller. Erfaringerne fra restaurationslivet sættes f.eks. i fokus i digtet I baren fra Kamera med køkkenindgang:

 

„Her mødes små mænd med store stemmer

børn af uønskede forældre

om et overbefolket klaver,

drømmer om håndtag, tykke breve

og drægtige telefoner

en tilværelse med skum på

Her er det muligt at tro

at rammen afstedkommer billedet

at alt er godt hvis blot

vi lægger ekkoet de rette ord i munden.

Vi danner trygt gevind

om brandertens rolige skrue

til gaden udenfor er blot

en lille ridse i drømmens lp-plade."

 

I et andet digt Bliv populær får læseren disse råd med på vejen:

„… tag timer i forståelse … kom i snak med alle uden saxofon … tag ved lære af de tifingrede … abonner på færdigblandede diskussion.".

 

Ironien over overfladiskhed og tom snak er tydelig og den fastholdes i de senere digtsamlinger. Det karakteristiske for Benny Andersen er også, at han fremstiller de nære ting som bærere af de store, hvis vi ellers ønsker det. Desværre vil vi det ikke så ofte. Og vi kan ikke, fordi vore store ego'er skygger for vore muligheder. Og det er også de nære ting (morgenkaffe, brusebadet, solskin), der er bærer af livsglæden i Benny Andersens (og Poul Dissings) monumentale succeser Svantes viser (1972) og Oven visse vande (1975).

Et andet tema hos Benny Andersen træder frem i hans noveller. Læser man f.eks. Puderne (1965) og Tykke Olsen m.fl. (1968) kan man læse om den lille afviger. Ham eller hende, der ikke følger de vedtagne normer, men af den ene eller anden grund har valgt dem fra. Vi kan finde den lille menneskeplager (den intellektuelle, moralisten) og det lille offer, der så gerne vil leve op til alt det rigtige. Vi finder også den helt normale, som ikke kan holde sin normaltilværelse ud og derfor bliver aggressiv. Fælles for disse hovedpersoner er, at normerne på den ene eller anden måde terroriserer dem, og de har svært ved at blive fri for dem.

 

I en stor del af Benny Andersens forfatterskab fokuseres der således på det indre, drømmene og den menneskelige psykologi, men fra 1970 hvæsser han yderligere pennen og lader i højere grad den sociale kritik komme til orde. Det sker f.eks. i digtsamlingen Her i reservatet (1971), som former sig som en kritisk beskrivelse af det 20. århundrede set fra år 2071.

 

Benny Andersen søger således efter at gøre op med samfundets snærende normer. Som det var tilfældet hos H.C. Andersen finder den sociale kritik vej ind i skriften. Ikke ud fra et eksplicit politisk grundlag, men den retter sig mod de forløjede ting og overfladiskheden. Tomheden bag den konventionelle facade.

 

„Dansk tryghed er at have en øloplukker tøjret til sin gyngestol."

 

Reykjavík december 2000.

 

Læs flere artikler: